De tre sagn om Regissekilden
De to første sagn smelter næsten sammen, og de fører dens oprindelse helt tilbage til kampen mellem kristendommen og hedenskabet. Det tredie sagn synes at stamme fra munketiden, da dyd og gode gerninger sætter folk på helgenlisten. Det første sagn fortæller, at da kristendommen blev forkyndt her i Danmark af Ansgar, sendte han en kristen kvinde til Fyn, og hed Regisse. Hun kom da også til Frørup, som den gang hed Frøthorp. Man vil mene, at navnet betyder Frøs eller Frejrs by. I hvert tilfælde var man ved at fejre en fest for guden Frejr i offerlunden, da Regisse kom til stede. Samme sted var der tingsted og et stenbillede oprejst for Frejr.
Da sagerne nu var afgjort og trætterne jævnet, ville folk til at ofre til Frejr; men da stod kvinden frem, nævnte sit navn og sagde, hvorfor hun var kommet. Derpå fortalte hun dem, at Frejr kun var en død sten, og at der kun var en eneste Gud til. Hun talte da til dem om Gud, og bad dem tro på ham og lade sig døbe til hans navn. Folket hørte hende roligt; men da hun havde talt, trådte en mand frem og sagde, at han ville dyrke Frejr til sin død. "Tag nu", vedblev han, "mod dette offer, jeg vil give dig. Modtag denne kvinde i offer fra mig". Hånd og mund fulgtes ad hos ham, for som han sagde dette, huggede han sin økse i hendes pande, og hun sank død til jorden. Da skete det vidunder, at Frejrs stenstøtte smuldrede og faldt i støvet, og alle offerlundens træer visnede på de to nær, som kvinden lå bleg og blodig under, de blev stående med grønne blade. Da morderen så det, blegnede han af harm; men jorden åbnede sig i det same under hans fødder, og han sank levende i Helvede.
Da den første skræk var overstået, så de efter kvindens lig og ville stede det til jorde. Da fandt de, at hendes blod flød ikke mere, og hendes sår var også lægt; men på stedet fremvælde en kilde, der rislede ved de to træers rod, som endnu stod grønne. Da fandt de ud af, at når kildevandet kunne frede og styrke træerne, kunne det måske også styrke mennesker, der led af sot eller plage. Det viste sig, at de havde gættet rigtigt. Nu vendte de sig fra hedenskabet til den sande Gud, og de lod hente en hellig mand, som døbte dem. Kvindens lig lagde de i jorden på det sted, hvor hendes blod flød. De satte hende ingen bavtasten, for de mente, at kilden selv, der var fremvældet ved hendes blod, og de to grønne træer, den sidste levning af offerlunden, som jo også var stænket af hendes blod, var langt bedre end den største sten med de dybeste runer. Deri havde de gamle ret, for mens tidens tand gnaver så meget, står træerne efter hundrede års forløb lige grønne, og vandet har endnu samme kraft. Hvem kender navn og tal på alle dem, der ved brugen af det og troen på det, har fået deres førlighed og helsen tilbage.
Det andet sagn fortæller derimod, at da kvinden talte kristendommens sag på tinget, enedes mændene om, at hun måtte have fred hos dem og omvende, hvem hun kunne. Hun tog så bolig ved åen, hvor folk kom til hende og hørte ordet af hendes mund, og ikke få blev døbt af hende. Det ærgrede Frejrpræsten, og han pønsede på hendes død. En dag kom der så en bondemand til hende og bad hende bo hos sig, da han ventede, det skulle bringe hans hus lykke. Hun gjorde, som han bad. I hans tjeneste ville hun gøre gavn for føden og tog derfor hånd i ved alt slags arbejde. En dag kørte hun ploven for ham på marken ved offerlunden. Da de bedede, tog hun maden frem af posen. Manden savnede da en kniv til at skære brødet over med og spurgte efter den. Hun svarede, at kniven var glemt hjemme, men nu ville hun hente den. "Nej tøv", sagde manden, "vi kan bruge plovøksen". Han tog nu øksen, fra ploven, men kløvede i det samme pigens hoved. Hvor hendes blod flød, fremsprang en kilde, hvis vand rislede sagte mellem buskene. Da manden så dette under, troede han på Kristus prædikede troen, som han havde hørt af denne kvinde. Mange der på egnen, ja vidt omkring, troede han havde af denne kvinde. Mange der på egnen, ja vidt omkring, troede nu også, især da de mærkede, at der udsprang lægedom af kilden for al slags sygdom. Der blev fortalt, at denne bondemand var Frejrspræsten selv, andre modsiger vel dette, men påstår, at da han så underet med kilden, knuste han Frejrs sten og gav sig i Kristi tjeneste.
Det tredie sagn fortæller, at der boede en frue i Frørup i Fyn. Hun var meget from og gudfrygtig, og dette var årsagen til, at onde mennesker forfulgte hende og tilføjede hende al den uret, som de kunne. Men da det omsider gik så vidt, at de et sted ude på marken tog livet af hendes to børn, fik alt folket et jærtegn på hendes hellighed; thi på samme sted, hvor hin udåd var udøvet, fremvældede af jorden en kilde, som den dag i dag rinder som et helligt mærke på hendes fromme sind. Men da fru Regisse selv var hjemvandret til saligheden, kom fromme vandringsmænd langvejs fra for at drikke af kildens vand, og de byggede til hellig anmindelse et kapel nær ved kilden og ophængte hende billede i samme og hørte prædikener på St. Boelsmessedag (17. juni). Nu er kapellet i grus og blev nedbrudt i slutningen af 16. århundrede. Men kilden besøges hvert år på St. Hans Aften, og der holdes på samme tid et marked.
Der var en stor travlhed i Frørup de sidste dage før kildemarkedet. Alle de gamle, pæne bindingsværkshuse skulle være pudset fint af, og dagen før kildemarkedet mødte handelsmændene og opslog deres telte. Fra først af var markedet (handelen) her i byen. Telte og boder var opslået omkring ved stævnet og kilderne, og så var der dans flere steder i byen om aftenen. Min fader har berettet følgende: Rasmus Hjulmand fra Øksendrup ville danse sammen med bysvendene fra Nyborg inde i Christian Henriksens storstue; han hørte ellers til bønderkarlene, som dansede ude i loen, derfor gik de og puffede til ham og generede ham; han gik da hjem og hentede sit Dannebrogskors (fra krigen), og så kunne han være mellem de fine.
De ældre kom om formiddagen kørende fra Tårup og omliggende byer for at gøre deres indkøb af reb, ler- og trævarer, så kørte de hjem, og om aftenen kom de unge til løjerne og dansen. Senere flyttede man teltene ned ved Anders Skrams mark og hen langs åen, hvor udklækningshuset indtil for nylig har ligget. Foruden de selvskrevne karuseller og beværtningstelte kunne man finde snart sagt alle slags forretninger i boderne: urmagere, boghandlere, rebslagere, pottemagere, folk med alle slags trævarer og meget mere.
Der var i de tider stærk tro på de hemmelige kræfter i naturen, og man troede, at vandet i Regisse Kilde besad en sådan kraft St. Hans Aften, derfor strømmede syge mennesker i store skarer dertil, især fra Fyn, men der kunne også komme folk fra andre egne af vort land. De syge samledes bag buskene, som omgav kilden. De klædte sig af under åben himmel og vaskede sig med vand fra kilden. En mand stod og trak vand op til de syge; det skulle tages i helt nye lerkrukker, og som betaling for vandet skulle man kaste penge i kilden. Foran nævnte mand skulle så for sit arbejde have disse penge; men da han ikke kunne finde dem før den næste dag, hændte det undertiden, at de Frørup-drenge kom ham i forkøbet og med flækkede kæppe stod og fiskede i kilden, til han kom og jog dem væk.
For hver af de syge, som søgte helbredelse, blev der hængt et tællelys op i Ellene omkring kilden, men de blev ikke tændt. Efterhånden som lysene forsvandt, ville sygdommen også forsvinde, mente man. Der kom også mange raske folk for at drikke af kildens vand, de mente, at de derved vedblivende kunne bevare deres sundhed. De rigtige syge blev liggende omkring kilden og sov der om natten, for tidlig den næste morgen at bryde op og komme af sted. De tog vand med hjem i en stor dunk. Dette vand måtte ikke komme under tag. Hvis folk var kørende, måtte dunken tages af vognen, før man kørte gennem porten, den blev så sat ud i haven under en busk. Derude skulle så den syge bruge noget af vandet de næste torsdags aftener. Det var kun efter solnedgangen, vandet havde undergørende kraft.
At de gamle troede på vandets helbredende kraft og ikke ustraffet lod sig narre, fortæller følgende sandfærdige historier; en ung mand fra en af de nærmeste byer skulle til kildemarked, og hans svigermoder bad ham tage en dunkfuld kildevand med hjem til sig, da hun havde dårlige øjne. Han glemte imidlertid at få dunken med sig til kilden, men da det jo var nat, da han kom hjem, tog han dunken og fyldte den med vand fra brønden i gården og satte den på det aftalte sted i haven. Svigermoderen brugte vandet til sine dårlige øjne, og de blev meget bedre, og en tid efter sagde hun til svigersønnen, at det var godt, som vandet havde hjulpet hende, og hun ville ønske, hun havde noget mere. Så kunne han ikke dy sig, men sagde, at det kunne han sagtens få, for der var mere af den slags i brønden. Men da blev svigermoderen for alvor vred, og han fik ikke gården efter hende, som det havde været bestemt.
Forskellige andre ting skulle overholdes, det synes som om tretallet havde stor betydning. De syge skulle, efter at de havde vasket sig ved kilden, føres omkring den tre gange, og de skulle drikke tre mundfulde vand. Var de meget syge, kom de til kilden tre år i træk. Når folk havde forladt kilden lå der rundt om den en mængde potteskår, nogle krykker, stokke, gamle klæder og bind, som de syge havde efterladt.
Af historiske personer, som har skrevet om deres kildebesøg kan nævnes: Biskop Jacob Madsen (i sin visitatsbog) og H.C. Andersen (i "Kun en Spillemand"). I 1822 indtraf kildemarkedet på en sødag, og det kunne ikke tillades at handle under gudstjenesten. Forbudet var dateret: Holckenhavn Birks Kontor 15. Juni 1822 Lehn, Politimester. I 1861, 17. juni , stod der i Fyens Stiftstidende, at efter et indgivet andragende forbyder indenrigsministeriet markedets afholdelse og henstiller til politiet at dette blev efterlevet. Dateret: Sunds-Gudme Herreders Kontor, 15. Juni 1861 Thorup.
Tilbage blev så karrusellerne og beværtningerne. Omkring 1880 ophørte kildebesøgene. Senere er der ved Regissegård afholdt mange husflidsfester, og den sidste fest, jeg var med til der, var en grundlovsfest år 1915, hvor minister Klaus Berntsen talte.
Regisse Kilde blev i året 1903 restaureret. Nogle beboere i Frørup fik lyst til at gøre kilden lidt pænere, men de forsømte at indhente tilladelse og kyndig vejledning, og så blev der lavet noget cementarbejde om den. Men cement og en gammel, hellig kilde passer ikke sammen, og det har ført til, at den før så søgte kilde ikke en gang er et fredet minde.
Kilde: Hans Rasmussen: Frørup Sogns Historie. Nyborg 1945