Om kirkerne i Frørup og Tårup
Frørup Kirke
Som det gælder hovedparten af Danmarks kirker, at de er blevet til i tidsrummet mellem ca. år 1000 og 1200, er også Frørup kirke en middelalderkirke, hvis tidligste fase går tilbage til omkring år 1140.
Frørup Kirke 1958 - foto Sylvest Jensen
Denne udgave af kirken var dog af omfang kun omkring en tredjedel af, hvad vi ser i dag.
Et par hundrede år efter er der kommet en korbue på, men det store tårn og kirkens ydre som helhed er fra omkring 1500-tallets begyndelse.
I 1883 blev tårnrummet isoleret fra kirkens skib og kom til at fungere som et flot våbenhus, der uden særlig udsmykning virker imponerende alene ved dets størrelse og kuppelformede hvælv. Det gamle våbenhus og indgangen i kirkens sydside blev ved samme lejlighed omdannet til graverkontor og materialerum.
Den gradvise udvidelse af den oprindeligt ret beskedne landsbykirke, som i dag har en statelig fremtoning i forhold til omgivelserne, skyldes i høj grad indtægterne fra helligkilden ”Regisse Kilde.” I forbindelse med denne var der fra middelalderen og frem til år 1900 et stort marked, som i dag er blevet erstattet af Ørbækmarkedet, der jo stadig år for år samler mere end 100.000 mennesker.
Frørup Kirke ligger i Frørup sogn.
Læs mere om Frørup Kirke
Tårup Kirke
Højt og centralt placeret i landsbyen ligger Taarup kirke smukt med udsigt over Storebælt og med en naturlig værdighed, som om den var lige så gammel som Danmarks gamle middelalderkirker. Ikke desto mindre er den kun godt og vel hundrede år gammel, men det ændrer dog ikke ved indtrykket af kirkens betydning som sognets vigtigste og største bygning. Et samlingspunkt for sognets beboere både ved højtiderne, og når livet og dagene har været præget af enten sorg eller festlige begivenheder.
Tårup Kirke blev indviet i 1883.
Tårup kirke 1948 - foto Sylvest Jensen
Tårup Kirke er tegnet af arkitekt J. Eckersberg og er opført af røde mursten som en lille bygning, der består af kor og skib med spirprydet tårn mod vest. Tårnet er tækket med kobber, resten med skifer. Det indre dækkes af et tøndehvælv, inventaret er fra opførelsestiden. St. Bededag I 1883 blev grundstenen lagt og 4. november stod kirken klar til brug.
Tårup kirke 2015
Der havde længe været et meget stor ønske blandt Tårups befolkning om at få egen kirke og være fri for transporten til Frørup Kirke. Kirken ligger på en grund skænket af baron Holck og den kostede 20.000 kr. at opføre. De 10.000 kr. blev bevilget af finansloven, baron Holck og grev Molkte-Hvitfeldt gav hver 2.000 kr. og resten kom ind ved indsamling.
Tårup Kirke ligger i Tårup Sogn
Hent folder om Tårup kirke
Besøg kirkernes egen webside: www.frørup-tårup-kirker.dk