Tårupportalen

Følg Tårupportalen på din SmartPhone:

Start din browser og skriv taarupportalen.dk i adressefeltet

Tryk på de tre små blå linjer øverst til venstre på din SmartPhone og  menuen åbnes.

Vælg herefter hvad du vil se...

Mobilmenu:

Vælg menupunkt - eller pil ud for punktet for at vælge menupunkt i undermenu.

Velkommen til Tårupportalen

Billeder, historier og informationer om liv og muligheder i landsbyerne Tårup og Frørup på Østfyn

Billeder, historier og informationer om liv og muligheder i landsbyerne Tårup og Frørup på Østfyn

Tårup portalen ser her ved udgangen af 2017 tilbage på året der gik, med en nytårskavalkade over mange af de gode og spændende fælles arrangementer, tiltag og nyheder, der har været både i Tårup og i Frørup.

Fornøjeligt og måske lidt temmelig imponerende, hvor meget der egentlig sker her hos os i de to aktive landsbyer gennem et år.

Sæt dig godt til rette - giv dig bare god tid, her er meget at se - scroll ned over siden - og se eller gense de mange stjernestunder fra Tårup og Frørup i 2017.

Klik gerne på billederne, hvis du ønsker at læse mere om det enkelte arrangement.

Rigtig god fornøjelse - med ønsket om et godt Nytår og på gensyn i 2018 fra Tårup portalens redaktion.

Godt Nytår 2018  2017

 

Januar

Old Stars i Seniorklubben

Tårup / Frørup Seniorklub startede 2017 igen som de første i de nye år, med en hyggelig eftermiddag fyldt med sang og musik i Tårup Forsamlingshus. På programmet stod en god times underholdning med de lokale syngepiger "Old Stars" ført an af Bodil Rytter, Ørbæk og akkompagneret på harmonika af Hans Rytter.

Slå dine højtalere til og klik på link herunder og få del i koncertoplevelsen i Tårup Forsamlingshus

film Du er så smuk med havet som baggrund

Old stars

 

En aften i Frørup Andelskasse

Frørup Andelskasse havde inviteret til en foredragsaften i TIF-Minihal med Naser Khader og Sparinvest. Det blev til en rigtig spændende og lærerig aften på mange fronter, hvor direktør Jesper Hansen kunne byde velkommen til både andelshavere og andre interesserede gæster.

Naser Khader

 

 Vintergåtur i Tårups lokalområde

Birgit og Karsten Mengel, under "Egen", havde traditionen tro igen i år arrangeret - Vintergåturen. En gåtur i lokalområdet ad nye ukendte veje og "stier", med afslutningsvis suppe i Tårups Grillhytte ved Tårup Forsamlingshus.

Det vi vidste fra starten om turen var, at turen starter ved Tåruplunde Gods, Boholtvej 8, kl 10.00. Samt at årets tur var på 6,5 km. ”Vejen” ville være af blandet beskaffenhed, 1930 m i skov, 2030 m på grusvej, 800 m frugtplantage, 450 m i pløjemark og resten asfalt.

Gad vide hvor hen turen går i 2018?

Vintergåturen 2017

Tårup-flokken

En af Tårupportalens faste fotografer Erik Nilsson - der har et rigtigt godt øje for den flotte natur og dyrelivet omkring Tårup - fik en flot solskinsdag i januar, et par fine billeder af den store dyreflok, vi har her ved Tårup. 

Tårupflokken

Februar  2017

- at få et bord i Kulinariske Kildegaardens pop-up restaurant på Valentinsdag? 

Keramiker Lea Mi Engholm fra Tårup arbejder sammen med fire andre keramikere i en kunstnergruppe, de kalder VERSUS. Gruppen havde fredag fernisering af deres nye udstilling Talisman – magiske objekter på Clay Keramikmuseum i Middelfart, og denne udstilling er deres tredje fælles udstilling. Alle de individuelle værker er lavet ud fra tanker om talisman, som er en genstand, der yder magisk beskyttelse mod ulykke. Kunstnergruppen udfordrer ideen om talismanen og præsenterer deres bud på talismaner i en nutidig keramisk sammenhæng. 

Pop up Kulinariske Kildegaarden  Udstilling på Clay

Conny og Knud Rasmussen fra Svindinge har drevet landbrug i Ukraine i mange år. 
Onsdag den 15. februar var de på besøg i Seniorklubben i Frørup Forsamlingshus for at fortælle om deres oplevelser og erfaringer.

Ung iværksætter i Frørup

Frørup Autoværksted blev i sommeren 2016 købt af Jonas Gerken, som er uddannet mekaniker. Jonas kører cross og havde flere gange kørt forbi værkstedet i Frørup og tænkt, at det har en god størrelse og beliggenhed. Da han en dag kom forbi og så, at det var sat til salg, slog han hurtigt til og købte både hus og autoværksted på Frørupvej 12.  

uk 01  Frørup Auto

Fastelavn er mit navn...

Efter kirkegang var der dejlig brunch  i Tårup Forsamlingshus, hvor Vennerne havde haft travlt med at dække op. Mange af Tårups børnefamilier havde meldt sig til brunch efter kirkegang og til at slå katten af tønden, der var dagens højdepunkt for børnene.

Fastelavn 2017

 

I februar bragte Tårupportalen et portræt af to brødre, to gårde og et stærkt arbejds- og familiefællesskab - gense det her.

Haulund og Bakkegaard

 

Marts   2017

 

Den 2. marts var der et fornøjeligt foredrag i Tårup Forsamlingshus. Tårup Foredragsforening havde fået Arne Mariager til at sørge for et godt grin i det gamle forsamlingshus.

Arne Mariager

Årets generalforsamlinger i Tårup Forsamlingshus og Tårup Forsamlingshus Venner fandt sted på årets første rigtige forårsdag - 11-12 grader nåede vi op på denne flotte solskinsdag i marts.

De trofaste medlemmer af Tårup Forsamlingshus og Vennerne var mødt op til fællesspisning og ordinære generalforsamlinger. Søren havde været i køkkenet og kreret en dejlig og kraftig gullaschsuppe, der matchede fint den øl og snaps som var stillet til rådighed for deltagerne.

For anden gang i denne uge var vi i Tårup Forsamlingshus og spise til aften. Denne gang var menuen stegt flæsk og persillesovs. Årsagen hertil var at Tårup Foredragsforening afholdt den årlige generalforsamling med indledende fællesspisning og efterfølgende foredrag.

Godt 110 var mødt op - sikkert ikke så meget på grund af generalforsamlingen, selvom dirigenten Erik Haulund ledte os gennem dagsordenens punkter i et ganske fornuftigt tempo - men nok mere fordi skuespiller Bjarne Henriksen havde sagt ja til at komme og fortælle om sit skuespillerliv.

Annys Lagkager  Bjarne Henriksen

Seniorklubben holdt sin årlige Forårsfest i det flotte nyrenoverede Frørup Forsamlingshus en onsdag aften i marts.

Forårsfest i seniorklubben

På en af de første rigtige forårsdage i 2017 var der vagtskifte på kirkegårdene i Tårup og Frørup. Harry der har været graver i Frørup i godt 33 år og Ove der har været graver i Tårup i 19 år holder op som gravere ved Frørup og Tårup Kirker.

Vagtskifte

April  2017

Den 03. april 2017 blev der afholdt hjertestarterkursus i Tårup forsamlingshus.

 Hjertestarterkursus i Tårup

I strålende solskin blev der samlet 18 affaldsposer med affald fra grøfterne på begge sider af Frørupvej.

Der blev palmesøndag plantet otte nye lindetræer ved den vestlige udgang af Frørup langs vejen til Ørbæk. Meningen er, at træerne skal danne indgang til byen, og forhåbentlig også få bilister til at sænke farten, når de kommer til træer og byskiltet.

Affaldsindsamling i Frørup  Plant et træ i Frørup

Det blev til en dejlig aften i Tårup Forsamlingshus, der var fyldt op med tarteletter og 60 glade gæster, hvor den yngste var bare nogle få måneder.

Forret: Tartelet med stuvet spinat og lakse stykker. 
Hovedret : Tarteletter med høns i asparges 
Dessert: Dessert tarteletter med flødeskum og bær.

Tarteletsymfoni i Tårup Forsamlingshus

 

 

Maj 2017 

 

Tårup landsbybibliotek "Under Egen" åbnede onsdag den 3. maj
Det lille bibliotek er resultatet af en ide, der fremkom på et fællesmøde mellem Landsbyrådet og bestyrelserne for Tårup Forsamlingshus og Tårup Forsamlingshus' Venner i efteråret 2016. Biblioteket drives af Landsbyrådet og i Tårup Forsamlingshus kælder.

Tårup Landsbibiliotek

 

På en rigtig flot maj solskinsdag var der konfirmation i Tårup. Den flot pyntede Tårup Kirke var fyldt med glade forældre og familie, som fulgte de unge menneskers konfirmation. Fire piger og to drenge.

På en smuk og flot solskinsdag den 14. maj 2017, var der konfirmation i Frørup Kirke.  Frørup Kirke var fyldt med glade forældre og familie som fulgte de unge menneskers konfirmation. I år blev der konfirmeret tre drenge i Frørup Kirke.

Konfirmation i Tårup Kirke  Konfirmation i Frørup Kirke 

 

Tirsdag den 16. maj var 52 forventningsfulde seniorer fra Tårup og Frørup tidligt oppe og klar til at være med på Seniorklubbens udflugt til Fanø. 

Med Seniorklubben til fanø

 

Tårupportalen tog i dag sammen med Inger Mechlenburg fra Frørup Landsbyråd, på besøg hos en ung kunstner i Tårup - Keramiker Lea-Mi Engholm. Det er der kommet et lille personligt portræt ud af, som vi her deler med Tårupportalens brugere. Læs portrættet her...

Keramiker Lea-Mi Engholm

Tårupportalen erfarede at Dorte Søemod har sagt ja til, at fortsætte endnu to år som formand for det Fælles Landsbyråd og Landdistriktsudvalget i Nyborg Kommune. Med denne erfaring tog Tårupportalen på besøg hos Dorte for høre mere om hendes - for rigtig mange - gode og positive beslutning: 

Dorte Søemod

Sæsonstarten på Grillaftenerne "Under Egen" i Tårup havde de allerbedste betingelser for en god grillaften. Rigtig flot vejr og skønne omgivelser.

Grill under egen

Juni  2017 

Nybyggerne på Tårup Byvej

Netop der hvor Tårup Byvej begynder at gå opad mod Kirken og Forsamlingshuset, er der på venstre side af vejen godt gang i et husbyggeri. Her flytter en lille ny Tårup-familie ind i august. Tårupportalen har været på besøg for at møde den nye familie og høre om deres husbyggeri.

Tårupløbet 2017 blev gennemført på en flot solskinslørdag i Tårup. Her var ruter for både løbere i fuldt firspring, turgængere i mere roligt tempo og cykelryttere på deres jernheste. Efter tilbagekomsten til Tårup Forsamlingshus var der en hyggelig sammenkomst og velfortjente forfriskninger til alle deltagerne.

 

Tårup Byvej 38  Tårupløbet

 

Til Horsens og omegn

Menighedsrådet for Frørup og Tårup kirker havde i år planlagt en sogneudflugt, der gik til Horsensegnen. Udover det hyggelige samvær undervejs, en god middag på Pejsegården i Brædstrup, var der to fine seværdigheder vi skulle besøge.

Til Horsens og Omgen

Tårup - Frørup Seniorklubs komite står for en perlerække af arrangementer for landsbyernes seniorer sæsonen igennem. Tårupportalen bad derfor om lov til at komme med til et af komiteens møder, for at høre mere om, hvad Seniorklubben komite egentlig er for en størrelse og hvordan de arbejder. 

Seniorklubbens komite 

Fredag aften den 23. juni havde Frørup landsbyråd arrangeret Sankt Hans Bål på Frørupgaard.

Sct. Hans på Frørupgaard

 

Juli  2017

 

Tårupportalen besøgte i juni måned Frank Hjorthaab og hans cykel team i Tårup. Dengang stod der 100 km. træningstur på programmet. Træningstur med det formål at være klar til at cykle til Paris i juli måned - samtidig med at vi andre ser Tour de France på TV.

Søndag morgen d. 16. juli  gik starten på den lange cykeltur mod Paris, med ankomst til den franske hovedstad lørdag d. 22. juli 2017. Tårupportalen fulgte med Frank gennem tykt og tyndt via de daglige rapporter fra Tour de Paris.
På 7. dagen nåede rytterne til Paris efter samlet 1237 km. på landevejene.

Frank ved sit mål

 

 

 August  2017

 

 

Tårupportalen tog sammen med Ingrid Ulskov Matthiesen på besøg hos Elna Finsen og Knud Petersen på deres ejendom på Boholtvej. Elna og Knud har skabt et helt unikt og dejligt sted i Tårup, med flot natur og dyrehold, som vi synes det kunne være interessant for Tårupportalens brugere at læse om. 

 Horselund

 

Det summer af af liv, snak og kreativitet, når Kreativ Klub mødes torsdag aften på 4kløverskolen i Frørup.

Det var en mægtig hyggelig tirsdag aften i Frørup Forsamlingshus, med veltilberedt mad og godt selskab.

Kreativ klub  Fællesspisning i Frørup Forsamlingshus

 

September 2017 

 

Lørdag den 2. september 2017 havde Tårup Forsamlingshus Venner arrangeret Familiedag og Grøn Basar i Tårup Forsamlingshus. 

Familiedag og Grøn basar i Tårup

 

Tårup-Frørup Seniorklub havde inviteret på en eftermiddagsudflugt til Humlemagasinet i Harndrup. 30 seniorer trodsede vejrudsigten om den første septemberstorm i mands minde og var mødt forventningsfulde frem til en spændende udflugt.

Humlemagasinet

 

Solen skinnede flot over Frørup i dag og mange havde fundet vej til det grønne område ved Frørupgård. Tamra Rosanes kom og gav en ubeskrivelig og nærværende koncert.

Tamra Rosanes i Frørup

 

Onsdag aften den 27. september havde familierne Bilde og Eriksen valgt at stå for køkkenet til Fællesspisning i Tårup Forsamlingshus.

Bilde og Eriksen 

 

Oktober  2017

 

Der var flot opbakning til den lille ceremoni efter gudstjenesten i Tårup, søndag d. 1. oktober. På initiativ fra menighedsrådsmedlem Anny Madsen blev det besluttet at følge opfordringen til at markerer 500-året for reformationen, ved at plante et træ.

Dåbsklude til minde om en vigtig dag i barnets liv

På initiativ af Bitter (Birthe Jespersen) kan vi i Frørup og Tårup kirker fremover give en fin dåbsklud til de børn, der bliver døbte.

Reformationstræ plantet ved Tårup Kirke  Dåbsklude

Godt 70 tilhørere fra nær og fjern - mange med hesteinteresser - var mødt op i Tårup Forsamlingshus for at høre Tårups professionelle travkusk René Kjær fortælle om sit liv og arbejde.

Rene Kjær

 

Onsdag aften holdt Tårup-Frørup Seniorklub den årlige høstfest i Tårup Forsamlingshus. 50 seniorer var mødt frem til festen, hvor Søren var i køkkenet og Kogsbølle Køkkenband underholdt i salen.

Høstfest

Fredag eftermiddag mødtes Tårup Forsamlingshus Venner og deres venner for at kreere et flot og farverigt Ristaffel til Tårups beboere. Her havde de tænkt en lang række nye tanker omkring begrebet fællesspisning i Tårup Forsamlingshus.

Ristaffel i Tårup Forsamlingshus

29. oktober 2017 kl:11:00:  Da stormen Ingolf kom forbi Tårup og Østfyn tog Tårupportalen en tur til Kongshøj Strand for at se stormen mødes med vor helårsbadebro. 

Ingolf og Broen

 

November 2017

 

Tårup Foredragsforening holdt torsdag aften den 2. november valgmøde i Tårup Forsamlingshus. De to borgmesterkandidater i Nyborg Kommune Vibeke Ejlertsen (S) og Kenneth Muhs (V) mødtes på scenen i forsamlingshusets store sal, efter at deltagerne med velbehag traditionen tro, havde indtaget fællesspisningens menu: stegt flæsk med persillesovs og tilbehør. Og spørgelysten var stor...

Valgmøde

Tårupportalen har i forbindelse med det kommende kommunalvalg stillet syv spørgsmål til de fire lokalpolitikere vi har i Tårup og Frørup sogne, dels for at bakke op omkring dem, men også for at blive klogere på hvem de er og hvad de står for.

Ved valget lykkedes det for Per Jespersen (S) og Maritin Huus at blive valgt til Nyborg Kommunalråd.

Tårupportalen har erfaret at Ellen Larsen her fra Tårup stiller op til Seniorrådet i Nyborg Kommune. I denne forbindelse har Tårupportalen spurgt Ellen om, hvad der driver hende til at engagere sig i dette arbejde.

Desværre  manglede Ellen nogle få stemmer i at blive valgt ind i Seniorrådet - og er nu 2. suppleant.

Kommunalvalg  ellen larsen

 Ørbæk Lokalhistoriske Arkiv

Ørbæk Lokalhistoriske Arkiv havde i forbindelse med Arkivernes dag lavet en fin lille udstilling med billeder, film og andet materiale om "Før og nu i gl. Ørbæk kommune". Ørbæk lokalhistoriske arkiv har flere frivillige medarbejdere der bor i Frørup og Tårup - flot at vi også bakker op om dette - for eftertiden - vigtige arbejde.

Arkivernes dag

 

Seniorklubben var samlet til Efterårsmøde i Frørup Forsamlingshus og Seniorklubbens komité havde fået forfatteren Torben Kragh Jensen fra Vindinge til at læse nogle af sine forunderlige fortællinger for os.

Degnens forunderlige fortællinger

 

Fredag aften den 17. november var der mødt ca. 50 op til fællesspisning i Tårup Forsamlingshus med vildt på menuen og Rasmus Kirk i køkkenet.

Vildtmiddag med Rasmus Kirk

 

Finn Jensen har solgt Frørup Savværk og maskinsnedkeri til tømrer Thomas Rasmussen, Ellinge. Overtagelsen var den 9. november 2017. Med salget følger alt omkring savværket, bygninger, grunde og maskineri. Frørup Savværk har eksisteret siden 1881 og blev oprindeligt startet af Finn Jensens oldefar på samme adresse som i dag.

Frørup savværk

December  2017

 

Fredag eftermiddag den 1. december tog vi hul på julemåneden i Tårup, med den traditionsrige tænding af landsbyens store juletræ ved kirken og forsamlingshuset.

Jul i Tårup

 

Søndag den 3. december var der reception for Erik Jensen, Haulund i anledning af at han har været formand for menighedsrådet i 25 år.  Receptionen blev afholdt i Tårup Forsamlingshus i tilknytning til søndagens gudstjeneste i Tårup Kirke.

Erik Jensen, Haulund Landbrug i Tårup har den 3. december 25 års jubilæum, som formand for menighedsrådet i Frørup og Tårup sogne. I den anledning besøgte Tårupportalen Erik derhjemme i køkkenet på Haulund for at høre om de 25 år - næsten en generation - han har haft ansvaret for arbejdet i menighedsrådet.

Reception Erik Jensen, Haulund Erik Jensen, Haulund

 

Søndag den 3. december 2017 var der igen årets Julemarked på Dyhrhavelund på Kajbjergvej 4. Tårupportalen var forbi på julemarkedet sidst på eftermiddagen og tog del i julestemningen. Her var juleting af enhver slags - alt, hvad hjerterne kunne begære - til salgs. 

Traditionen tro, var der også juleåbent hos Kiel Ratzow Glaskunst 

Jul på Dyhrhavelund  Juleåbent hos Ratzow

Tårup-Frørup Seniorklub holdt onsdag eftermiddag et hyggeligt adventsmøde i Tårup Forsamlingshus. Den musikalske underholdning stod Bodil og Hans Rytter for. De spillede og sang for på julens melodier. Som en ekstra bonus tog de os med på en spændende tur til Australien, gennem billeder og fortællinger om deres fælles oplevelser under en 5 ugers rejse dertil.

Adventsmøde i Seniorklubben

Tirsdag aften den 5. december 2017 gav Nyborg Motetkor en Julekoncert i Tårup Kirke. Koret var under ledelse af dirigent Birgit Nedergaard og Tina Christensen medvirkede på orgel. Det blev en flot og alsidig koncert afvekslende mellem korsang og fællesang - i forskellige genre.

Nyborg Motetkor gav koncert i Tårup Kirke den 5. december, her medvirkede en af landsbyens beboere Sven-Erik Larsen, der bor i Brandgaden i Tårup. Det blev til en rigtig flot Julekoncert og i Tårupportalens redaktion fik vi den ide, at det kunne være spændende, at høre Sven-Erik fortælle om koret, og om hvorfor han er med her.

Nyborg Motetkor  Sven-Erik Larsen

Søndag eftermiddag  den 10. december var der juletræsfest i Frørup Forsamlingshus. Langt over 100 børn og voksne deltog i det hyggelige arrangement. 

Juletræsfest i Frørup Forsamlingshus

Den årlige julefællesspisning og banko løb af stablen torsdag den 14. december i et stopfyldt Tårup Forsamlingshus. Flæskesteg med sprød svær og alt i tilbehør stod først på menuen.

Julefest i Tårup

Tårup kruset

- så dagens lys i 2017 - interesseret?

Tårup kruset 2017

 

 

Her slutter Tårup portalens Nytårskavalkade for 2017, med stor glæde over alle de ildsjæle vi rummer i Tårup og Frørup, og som brænder for at gøre de 2 landsbyer til attraktive bosætningssteder.
Det er flot at se, at der er så mange af landsbyernes beboere der bakker godt op om og deltager i aktiviteterne.

Tusind tak til Tårup portalens frivillige reportere og fotografer - de sikrer, at portalen når frem til langt de fleste arrangementer og begivenheder - til glæde for os alle.

Aktive landsbyer Tårup og Frørup? - det må man sige ja til...

Redaktionen ønsker alle Tårupportalens brugere et rigtigt godt Nytår og på fornøjeligt gensyn i det nye år.

© Foto til Nytårskavalkaden er leveret af: Inger Mechlenburg, Anne Pedersen, Jaenette Hansen, Anni Louise Kammersgaard Gregersen, Arne Nielsen, Kenneth Højvang, Ieva Petterson, Ingrid Matthiesen, Erik Nilsson og Steen Jensen