Tårupportalen

Følg Tårupportalen på din SmartPhone:

Start din browser og skriv taarupportalen.dk i adressefeltet

Tryk på de tre små blå linjer øverst til venstre på din SmartPhone og  menuen åbnes.

Vælg herefter hvad du vil se...

Mobilmenu:

Vælg menupunkt - eller pil ud for punktet for at vælge menupunkt i undermenu.

Velkommen til Tårupportalen

Billeder, historier og informationer om liv og muligheder i landsbyerne Tårup og Frørup på Østfyn

Billeder, historier og informationer om liv og muligheder i landsbyerne Tårup og Frørup på Østfyn

13. februar 2017  

Portræt af to brødre, to gårde og et stærkt arbejds- og familiefællesskab 

Tårupportalen fortsætter med serien af portrætter fra landsbyerne og har sammen med Anny Madsen besøgt Haulund og Bakkegaard Landbrug i Tårup. Her mødte vi Bodil (88), Helge (51) og Erik Jensen (59). Udover de tre består den nære familie også af Helges to børn Camilla (20) og Anders (16).

Helge bor på Bakkegaard og Erik bor sammen med deres mor Bodil på Haulund. Bodil står for husholdningen og for kosten til familien.

Vi har fået lov til at følge gårdene gennem et år og bringer her første del af den spændende historie om Haulund - Bakkegaard Landbrug og om familien bag.

 

Erik og Helges liv som landmænd:

Allerførst måtte vi spørge Erik og Helge:” Hvornår vidste I, at I ville være landmænd”?
Svaret kom prompte og klart:” Det har altid ligget i kortene lige fra barnsben, der har aldrig været tvivl om det”.

Storebror Torben, som omkom ved en tragisk ulykke kun 29 år gammel, ville dog gerne prøve noget andet, så han kom i praktik ved en mekaniker i Nyborg. Efter denne praktik var han ikke i tvivl, det var landbruget, der havde hans interesse, og det blev også hans levevej i hans korte liv.

Det, der tiltaler Helge og Erik ved landbruget, er det fri liv, naturen, og om foråret, når alting spirer og gror. Men også at bygge op og have med folkene at gøre er spændende.
Det er vigtigt for brødrene, at der er orden i tingene, og at de kan aflevere jorden til deres efterkommere, som de overtog den, uden at den er forurenet eller udpint.

De tror ikke på at økologisk drift er vejen frem, de mener bl.a. at der er for mange toxiner i foderet, som giver sygdom hos dyrene, der ikke kan gives medicin for. Griseme skal have det lige så godt som os selv.

En rigtig god oplevelse ved at være landmand, er at sidde i traktoren en sommermorgen, og se det hele grønnes - det er den bedste tid. Det er skønt at kunne følge naturen på tæt hold.

 

 Erik, Bodil og Helge

Familiehistorien

Landbofamilien Jensen startede her på egnen under første verdenskrig.

Det er i år nøjagtig 100 år siden, at Sara og Alfred Jensen kom hertil og købte Langæblegaard, Langæblevej 6. Sara og Alfred var begge ud af landbofamilier, de kom fra Midskov ved Kerteminde, hvor begge deres familier ejede hver en gård. 

 

Sara og Alfred Jensen

Alfred og Sara Jensen

Sara og Alfred fik 3 børn Ellen, Gerda og Anders. Ellen blev gift og flyttede til Jylland, men Gerda og Anders blev her på egnen. Gerda blev gift med Svend Larsen, som var landpost her i Tårup og Anders blev gift med Bodil, som kom fra Jylland.

 

langaeblegaard1953

Langæblegaard i 1953 - måske det er far og søn - Alfred og Anders vi ser på gårdspladsen. Øverst til højre, aner vi Haulund ved Langæblevej på vej mod Tårup. Bemærk også Storebælt og Langeland i baggrunden.

Da Bodil og Anders blev gift i 1951 flyttede de ind ved Anders's forældre på Langæblegaard. Her blev Torben født i 1954 og Erik i 1958.

 

Bodil finder billeder frem fra gemmerne

Bodil finder gamle billeder frem fra gemmerne. Øverst til højre: Brudebillede med Bodil og Anders - nederst til højre: Erik, Helge og Torben

I 1960 forpagtede Bodil og Anders Markusminde, som ejedes af Holckenhavn. Her blev Helge født i 1966.

Dengang var det et slæb at være landmand. Familien ejede ikke en trillebør, så Anders bar al møget fra stalden og ud på møddingen med en greb. Anders købte en so på Aagaarden på Svendborg Landevej. Soen fik 11 grise, det var en god start for de 2 unge mennesker.

 

Markusminde 1960

Markusminde ved Svendborg Landevej 1960

Fra 1970-78 forpagtede Bodil og Anders yderligere ”Konradslund” som Holckenhavn også ejede. I den tid de havde forpagtningen blev al jorden drænet i samarbejde med den lokale kloakmester Hans Christian Kildegaard.

 

Konradslund 1955

Konradslund - her set i 1955. 

1. marts 1978 købte Bodil og Anders gården Haulund.

Det var en tilfældighed der gjorde, at dette salg kom i stand.

Der kom en sælger på Markusminde og ville sælge en John Deere traktor til Anders, men han havde ikke planer om at købe traktor og slet ikke en John Deere fordi den var grim (Anders var nemlig til Ferguson), men hvis sælgeren vidste, hvor der var en ejendom til salg, så ville han gerne købe en. 
Sælgeren kendte direktøren på D.E.C. som ejede Haulund og vidste, at den snart skulle sælges, og derved kom den handel i hus. Familien har siden den tid altid kørt med John Deere traktorer. Den ene vej ned til Haulund er nu opkaldt herefter: ”John Deere Road”.

Begge brødrene har været på landbrugsskole, først på grundskole på Kærhave ved Ringsted og senere på Dalum Landbrugsskole. Helge og Erik har desuden taget driftsleder uddannelse på Dalum for at blive selvstændige.
Erik har tjent i Assens og på Lydinge Mølle i Krarup, hvor han kørte rundt i hele landet med roeoptager. Helge har tjent i Svindinge, hvor han fik ideen til, hvordan deres fremtidige griseproduktion skulle være.

I november 1979 døde Anders alt for tidligt af kræft, han havde været syg et stykke tid og vidste hvor det bar hen. En dag sagde han til sønnerne: ”Nu har jeg stillet det hele klar, så har I bare at forliges om at drive det”

Sorgen over at have mistet både deres bror og deres far, bragte familien endnu tættere sammen og bidrog til det stærke fællesskab de har i dag.

Dengang var der 40 ha jord. I dag ejer brødrene 400 ha. og har forpagtet 243 ha. Der er sket en stor udvikling siden Bodil og Anders købte i 1978.

 

haulund1991

Haulund  set fra luften i 1991 

 

Udvidelser:

1. marts 1978 blev bygningerne til Langæblegaard solgt til Sigrid og Kurt Rytter Nielsen. Indtil da havde Margrethe og Helge Hansen boet til leje der.
Da Bodil og Anders købte Haulund 1978, købte Torben Jensen Langæblevej 6. b og drev den til sin død d.25. april 1983 sammen med sin kæreste Ulla, som var blomsterbinder.

Da Torben døde i 1983 købte Erik Statshusejendommen Langæblevej 6 b

Helge og Erik har aldrig selv spurgt om de måtte købe en gård eller ejendom, men købet er kommet i stand - på forskellig forunderlig vis - ved at sælgeren har tilbudt dem at købe.

  • I 1983 købte Erik jorden der hørte til Alfred Larsen ejendom på Lersey Allé 11
  • I 1987 købte Erik Langæblevej 2 af Ingrid og Jens Laursen, og de flyttede til Ørbæk
  • I 1991 Købte Erik Bækvej 8 af Dorthe og Erling Leerbergs gård
  • I 1992 købte Helge Bakkegaarden af Gordon Dinesen, som flyttede til Nyborg.
  • I 1994 købte Erik Langæblevej 6 c Eva og Hans Peter, som flyttede til Ullerslev. Umiddelbart derefter solgte han bygningerne til Randi Lyhr og Mogens Spangsgaard
  • I 1996 overtog Erik Haulund, indtil da, havde Bodil ejet den. Bodil bor der stadig og sørger for at ”drengene” ikke lider nogen nød
  • I 1998 købte Erik Bøgegården af Hans Nielsen, som flyttede til Kolding
  • I 2004 købte Helge Langeskovgaard af Anna Andersen, som stadig bor på gården.
  • I 2005 købte Erik Højkjærgaard af Hans Erik Eriksen, som flyttede til Nyborg
  • I 2006 købte Erik Kirke Allé 1 af Arne Lomholt, som flyttede til Svendborg.
  • I 2006 eller 7 købte Helge jorden der hørte til Kogsbøllevej 65.
  • I 2012 købte Erik Aagaarden
  • I 2013 købte Erik Holmegaard af Gerda Andersen som blev syg og flyttede på plejehjem i Svendborg
  • I 2014 købte Erik Linhartgaarden af Bengt Ahlstrøms arvinger.

Igennem årene har Erik og Helge haft forskellige forpagtninger her på egnen og de har indrettet sig sådan, at de hver især ejer gårdene og maskinerne er de fælles om.

Vi spørger brødrene, om de havde en master plan fra starten om, hvordan tingene skulle udvikle sig?
Det havde de ikke, tingene udviklede sig bare og efterhånden blev der brug for mere jord og gårde blev til salg, som de kunne se en fordel ved at købe.

Helge og Erik har et motto: Aldrig færdig - altid på vej.

 

Haulund

Erik og den nyeste svinestald fra 2009 på Haulund

 

Styring

I dag styres alt elektronisk.
Det er Patriotisk selskab der rådgiver og vejleder med jorden. Der bliver hvert år udarbejdet et kort over de forskellige afgrøder, så det er nemt at overskue. Der bliver så lavet udregninger på, hvordan de forskellige afgrøder skal behandles.

Førhen førte Bodil regnskabet. På et tidspunkt fik hun en regnemaskine til dette brug, men hun regnede det altid lige efter i hovedet for en sikkerheds skyld. Regnskabet er nu meget kompliceret og det varetages af Centrovice i Vissenbjerg.

Erik og Helge vil gerne bygge op og udvikle, og se landbruget vokse. Forholdet til deres ansatte betyder meget. Det ligger dem rigtig meget på sinde, at arbejdssikkerheden er i orden.

De vil gerne have medarbejdere der er omhyggelige, ansvarsbevidste og kan se problemerne og får dem løst, næsten inden de opstår. Det betyder meget, at de har en god føling med det, de arbejder med.

Helge og Erik arbejder på lige fod med i det daglige praktiske arbejde sammen med medarbejderne.

 

Haulund og Bakkegaard Landbvrug

 

Det betyder også meget for Erik og Helge, at de har et godt forhold til deres naboer, og at de ikke generer nogen med lugten fra grisene. De renser både gyllevognene og staldene rigtig ofte. Der er spændt et telt over gyllebeholderen for at undgå lugten spreder sig. Hvis de ved, der er fest i landsbyen, undgår de så vidt muligt at køre gylle. Gyllen bliver kørt i lastbiler ud, hvor det skal nedfældes, det mindsker også lugten.

 

Arbejdsfordeling og fællesskab.

Erik står for klargøringen af jorden, sprøjtning, spredning af gødning, høsten og 3. etape i svineproduktionen. På Haulund er der ansat en karl og en elev.

Helge planlægger, sår og står for smågrisene, indvejning af rasp og foderfabrikken. Deres foderfabrik kan producere 16.000 kg i døgnet, og det er hvad de skal bruge. På Bakkegaard er der ansat 2½ medarbejdere.

Opgaverne er dog ikke mere adskilt end at de hjælper hinanden, når der er behov for det.

Helge har søerne på Bakkegård og producere alle 20.000 grise, der hvert år bliver sendt til slagterierne i Ringsted, Horsens og Blans i Sønderjylland. Alle grisene bliver transporteret af brødrene Matthiesen, Tårup.

 

Svinestald, Langeskovgaard

Helge og svinestalden på Langeskovgaard

Når grisen er vænnet fra søerne bliver de flyttet fra Bakkegaard til Langeskovgaard, der går de til de vejer ca.35 kg, hvorefter de bliver flyttet til Haulund. 
Når Erik ikke har plads på Haulund bliver de flyttet til Jesper Holgersen på Boholtvej.

 

Svineproduktion

Et kig ind til grisene på Haulund

 

Foreningslivet

Begge brødrene er engageret i egnens foreningsliv.

Erik er i bestyrelsen i Foredragsforeningen, Jagtforeningen, Landsbyrådet, Venstre, formand for Nyborg Vandlaug, formand for ”Grimshave Møllelaug”, formand for Menighedsrådet.
1. søndag i Advent har Erik siddet i Menighedsrådet i 25 år.

Helge er i bestyrelsen i Jagtforeningen og Frøavlerforeningen.

 

Haulund - Bakkegaard

 

Kuriosum

Som et lille afsluttende kuriosum på første afsnit af Haulund - Bakkegaard portrættet, kan nævnes at som barn drømte Erik om at blive baron af Holchenhavn og gå rundt og ryge store cigarer, som han ofte havde set baronen gøre.

Baron og cigarer er nu ikke det der bedst kendetegner Erik og Helge. Her møder vi en ligefrem respekt og ansvarlighed overfor dyr, medarbejdere, værdier og opgaver - det hele med underfundighed, lune og godt humør.  

 

ooOoo

© foto og interview Anny Madsen og Steen Jensen

Luftfoto: ophavsret Sylvest Jensen
Billedet af Sara og Alfred Jensen er venligst udlånt af Karen Simonsen, Feldballe.

Tårupportalen 2017

 

Hent artiklen som pdf-fil

 

 

 

  • Default
  • Title
  • Date
  • Random
load more hold SHIFT key to load all load all