Fredag eftermiddag den 1. december tog vi hul på julemåneden i Tårup, med den traditionsrige tænding af landsbyens store juletræ ved kirken og forsamlingshuset.
Børnefamilierne mødte op kl. 15 i forsamlingshusets lille sal og producerede julepynt og -dekorationer. Hyggeligt at der også er noget særligt for børnene - måske det bliver til en god tradition.
Kl. 16 mødtes vi til andagt i Tårup Kirke - på samme måde som vi begyndte på sidste år, og vor sognepræst André Friis Møller talte under andagten netop om traditioner. Om det vigtige i at værne om traditionerne og ikke at drive rovdrift på dem - og om hvornår det vi gør sammen, bliver til en god tradition.
Organist Simon Krebs ledsagede på guitar til nogle af sangene i kirken og spillede afslutningsvis et smukt postludium over nogle af julens salmer.
Efter andagten gik vi udenfor og tændte byens store juletræ.
Udendørs ved forsamlingshuset, havde Vennerne på bedste vis arrangeret to slags gløgg og æbleskiver.
Mange - både børn og voksne - havde taget sig tid til at deltage i den hyggelige og flot fornyede Tårup-tradition, her ved starten af den travle julemåned. På hjemvejen kunne vi se, at lysene var blevet tændt rundt omkring i byen og på juletræerne, som landsbyrådet har opstillet ved ved indkørslen til Tårup.
Vi tænder juletræet...
Julehygge for børnene i forsamlingshuset.
Før andagten i Tårup Kirke
Gløgg, æbleskiver og fællesskab udendørs ved Tårup Forsamlingshus.
© foto Steen Jensen