18. juni 2016
Der var stor tilslutning til årets sogneudflugt, som gik til Ærø.
For at der kunne være plads til alle (ca. 65 pers.) måtte der en ekstra minibus til fra Frørup Rejser, busserne holdt klar kl. 8.00 i Præstevænget i Frørup, og vi kørte meget præcist derfra mod Svendborg.
Ved færgelejet var der tid og plads til ”en lille en”, mens vi ventede på færgen --- så blev det tid at køre om bord, og kl. 9.05 blev kursen sat mod Ærø.
Om bord på færgen blev der serveret kaffe og rundstykker, som menighedsrådet havde medbragt.
Kl. 10.20 lagde færgen til i Ærøskøbing, og der stødte 2 lokale guider til, de informerede på bedste vis om øens fortid og nutid.
Første stop var Marstal, som jo engang var en stor og betydningsfuld søfarts-by, i dag er der ikke megen aktivitet, som har med søfart at gøre, men byen, og ikke mindst kirken, bestemt et besøg værd.
Smuk tur fra Marstal ad små veje, gennem små landsbyer, bl.a. Rise, Olde og Vindeballe til Voderup Klint, som er et fredet område med rigt plante- og dyreliv.
Fra Voderup Klint kørte vi tilbage til Vindeballe Kro, hvor vi spiste middag (flæskesteg m/tilbehør + isdessert).
Mætte og tilfredse, og vist lidt forsinket, brød vi op og kørte igen ad små veje forbi Søbygård til Bregninge, hvor vi så kirken og igen blev rigtig godt informeret af guiden.
Ved 15-tid kørte vi fra Bregninge til Ærøskøbing, hvor vi blev vist rundt i de hyggelige gader, som jo er kendt for deres små, gamle og smukke bindingsværkshuse.
Færgeafgang fra Ærøskøbing 16.35 og igen en dejlig tur gennem det smukke, smukke sydfynske øhav.
Kan kun være taknemlig for og stolt af vores lille land med så stor en rigdom af natur og kultur.
Som planlagt var vi hjemme i Frørup igen kl. 18.30, efter en fantastisk og oplevelsesrig tur. Tak til Menighedsrådet for en dejlig dag.
© Foto Ingrid Matthiesen - Tekst Elsebeth Kremmer Petersen
Stor tak fra Tårup portalen til Ingrid og Elsebeth - for billeder og tekst fra sogneudflugten.