Søndag den 17. januar 2016 gentog Tårup Forsamlingshus Venner og "Under Egen" - for femte gang - den årlige vintergåtur i lokalområdet, med efterfølgende suppe under egen. Ruten var som sædvanlig en velbevaret hemmelighed og blev først åbenbaret efterhånden vi kom frem. Dog var der sluppet ud, at turen i år var på 6,7 km, i blandet terræn. 650 m grusvej, 1160 m mark, 300 m skov en enkelt græsplæne og resten asfalt.
Vejret var perfekt - høj klar himmel med fuld sol og let frost - let frost er fint når ruten også passerer pløjemark efter pløjemark. Undervejs når vi kom forbi ved de enkelte lodsejere, fik vi også gode historier om det vi så.
Et velkomment kakao-stop var lagt ind på den let udvidede rute. Afslutningsvis var en god suppe rosinen i pølseenden på en flot tilrettelagt vintergåtur.
Tusind tak til Birgit og Karsten Mengel, der havde tilrettelagt ruten, skaffet adgange og gode historier på vor vej.
Birgit og Karsten byder velkommen til de godt 50 deltagere i vintergåturen Den hemmelige rute
Første stop hos Annette og Jørgen Nielsen, hvor vi kom tværs igennem deres store fine have
Stop hos Stine Kiel Ratzow - Tårups kreative og dygtige glaskunstner.
Vi når til indkøslen til gården Dybendal og ejeren Erik Larsen Erik Larsen fortæller om sin bedrift med køer. Om foder, malkning og tanker om økologi. Køerne hilste på da vi gik igennem stalden Fra Dybendal startede vandringen over markerne i det meget smukke og kuperede landskab - flot at vi fik lov til at komme denne vej.
Den ene flotte udsigt afløstes af den næste. Her udsigt mod broen og Storebælt
Stop ved Maemosens Vandværk amba, Fisker fra vandværkets bestyrelse fortalte om vandværket og nye boringer.
På toppen af bakken var en ny flot udsigt
Ruten gik videre forbi hos Carsten Knudsen på Hagenborgvej.
På Haulund fortalte Erik Jensen om hans gård
Erik fortalte og vi andre lyttede.
Endelig hjemme igen til den velfortjente suppe
Nogle nød suppen i solskin og under åben himmel.
© foto Ingrid Matthiesen og Steen Jensen