Til årsmødet for Landsbysamarbejdet i Nyborg Kommune lørdag d. 11. april blev Frørup kåret til årets landsby 2014. Halvdelen af Landsbyrådet deltog i årsmødet og modtog prisen på 5.000 kr samt en forgyldt plade. Landsbyrådet modtager gerne ideer til, hvor i Frørup pladen kan hænge.
Begrundelsen for at Frørup fik prisen er følgende forbedringer af byen opnået i løbet af 2013-2014:
- Succesrig indsats i forbindelse med at søge fondsmidler og etablere en frugtplantage med shelter, naturlegeplads og bykøkkenhave på en byggegrund (Frørupgaard), som har ligget ubenyttet hen midt i Frørup i 15 år.
- Skabt fokus på de forfaldne huse i Frørup ved at skrive læserbreve og medvirket til to avisartikler Fyens Stiftstidende om emnet. De første 2 forfaldne huse i Frørup er revet ned i efteråret 2014, og det forventes, at 2 mere bliver revet ned i løbet af 2015.
- Søgt og opnået en kommunal stilling til Landsbypedel i samarbejde med Tårup og Kogsbølle Landsbyråd.
- Frørup Forsamlingshus har søgt fondsmidler, som har muliggjort nyt fyr, hulmursisolering, beplantning og forbedringer af indgangspartiet.
- Landsbyrådet og frivillige borgere har plantet 28 allétræer (bredbladet røn) på Højbovej i 2013-14.
- Landsbyrådet og frivillige borgere har plantet med 36 allétræer (lindetræer) på Regissevej nov. 2014.
- Gennemført Danmarks Naturfredningsforenings affaldsindsamling i Frørup i 2014.
Tårup portalen ønsker stort tillykke med den meget velfortjente pris og takker samtidig for det gode samarbejde med landsbyrådet.
De glade og stolte repræsentanter fra Frørup Landsbyråd.