Den 12. april 2023:
Åbent brev til Tårup Landsbyråd
Med al respekt for det store arbejde Tårup Landsbyråd gør for landsbyen, tillader jeg mig alligevel at kommentere punktet ”Landzone/Byzone” i de sidste tre referater fra Landsbyrådet!
Jeg er godt klar over, at jeg har været lidt længe om at komme med kommentaren, men jeg mener ikke, at Landsbyrådet har mandat til at udtale sig på hele landsbyens vegne i så vigtig en sag, som forhold til Planloven jo er – heldigvis er det jo sådan, at man har/får en mulighed for at gøre indsigelse, såfremt der skulle komme ændringer i de bestående planer.
Det er dog klart, at Landsbyrådet lidt unuanceret prøver at påvirke den politiske beslutning!
Begrundelsen er ingen vækstmuligheder, højere ejendomsskat og højere ejendomsværdiskat!!
Jeg har prøvet at undersøge baggrunden for begrundelsen, og har talt med administrationen i Nyborg Kommune, og jeg har talt med udvalgsformanden, ingen af dem kan sige noget sikkert om det nye boligskattesystem, da det er baseret på de nye ejendomsvurderinger og de er først ved at blive ”rullet” ud foreløbig med 24 tusinde prøvevurderinger, som så skal evalueres og nærmere vurderes.
Ingen ved om det bliver dyrere eller billigere.
Med hensyn til vækstmulighederne, kan private investorer evt. udarbejde nye lokalplaner og foretage byggeri – det behøver ikke nødvendigvis at være kommunale udstykninger.
I hvert fald de sidste to lokalplaner i Tårup er udarbejdet på privat initiativ.
Som jeg ser det, vil sagsgangen i forbindelse med byggesagsbehandlingerne blive mere enkel, hvis man ændrede de nuværende lokalplaner til byzone, således at en sag kun skal behandles enten i forhold til Bygningsreglementet eller i forhold til Landzoneloven.
I Planloven er det bestemt at der findes 3 områdetyper Sommerhusområder og Byzoner resten er Landzone!!
Det sidste, vi så her på Brandgaden, var, at man gav et afslag på byggeri i en lukket have inden for lokalplanen, under henvisning til at det hørte under ”det åbne land” Og man overholdte ikke det maximale afstandskrav inde i sin egen have (max. 20m)!!!
Det var en korrekt sagsbehandling, men det er sådan en situation vi kan undgå ved at ændre til byzone.
Med venlig hilsen
Arne Nielsen
Brandgaden 11
© foto Steen Jensen