17. november 2022:
Tårup Foredragsforening havde torsdag aften inviteret Arne Mariager til Tårup Foredragsforening, for at vi kunne høre hans bud på, at det såkaldte udkantsdanmark er begyndt at slå fra sig. Og at stadig flere mennesker vælger storbyerne fra og flytter ud, hvor livet stadig kan minde om en børnesang og hvor der er fællesskab.
Arne Mariager er journalistuddannet og har været chefredaktør på en række dagblade. Siden har han været freelance journalist, forfatter og foredragsholder. Sidst vi havde besøg af Arne i 2017 - også i Tårup forsamlingshus - efterspurgte han det gode grin - hvor blev det af? - i aften nåede vi så fra udkanten til højkanten.
I det hele taget blev det en anderledes foredragsaften end vanligt. Formanden var sygemeldt, så velkomsten blev på bedste vis klaret af næstformanden. Foredragsholderen havde undervurderet afstanden fra Fåborg til Tårup og var ikke nået frem til aftenens begyndelse, så vi tog tingene i omvendt rækkefølge og startede med kaffen, det bløde brød og en sang. Vi var nu heller ikke så mange som sædvanligt, lidt underligt for her var jo netop en mulighed for få varmen i forsamlingshusets store sal og spare på brændslet derhjemme.
Men uanset blev det nu en rigtig spændende aften i Tårup Foredragsforening.
Arne Mariager er sin egen meningsdanner og øste aftenen igennem af hans egne vurderinger af hvorfor vi i Danmark er på vej mod en anden opfattelse af livet i provinsen. Han kom langt omkring, og var forbi kommunalreformen i 2007, centralisering, Lars Løkke, Johnny Madsen og det netop overståede valg, hvor temaet det todelte Danmark også var oppe i øjenhøjde.
Arne gav udtryk for at der især er tre forhold, der gør at byboerne i de sidste par år, er på vej til at få et andet forhold til livet på landet. En ændring der næsten kan ligne en begyndende misundelse. At den rådne banan via udkanten er ved at blive til højkant.
For det første: Covid-19 - frygten for at blive smittet når man bor mange tæt sammen. For det andet: en stærkt øget socialisering og deraf et stort behov for aktive fællesskaber. For det tredje: Naturen - drømmen om at skabe en bedre tilværelse for familien med frisk luft, flot natur og højt til himlen. Alle tre forhold der ser ud til bedre at kunne tilgodeses, hvis du flytter på landet.
Arne gav forsamlingen en lille påmindelse i den anledning. Når byboerne så flytter på landet, må vi huske at stille forventninger: På landet ved vi at vi skal klare mange ting selv og det er naturligt at vi hjælper hinanden - og at de aktive fællesskaber ikke kommer af sig selv, men kræver aktiv involvering.
Videre var Arne Mariagers pointe, at i de landsbyer, hvor man er så heldige at de meget aktive og måske til tider lidt irriterende ildsjæle regerer, ja her bevæger landsbyerne sig fra at være udkant til højkant. De er de landsbyer, hvor byboerne ønsker sig at flytte ud til. Det ser man mange steder i Danmark.
Så husk at rose ildsjælene og klap dem på skuldrene for deres initiativer, det er dem der bærer landsbyernes udvikling fremad. Grib i egen barm og vær aktive selv.
Afslutningsvis blev der også lejlighed til en gensidig dialog mellem Arne Mariager og forsamlingen.
Atter en tankevækkende og spændende foredragsaften i Tårup Forsamlingshus - mange tak for det.
---
Næste foredragsaften i Tårup Foredragsforening er torsdag den 26. januar 2023 kl. 19:30 i Tårup Forsamlingshus, hvor Erik Søemod fortæller "Historien om Den Gamle Fabrik"
© foto og reportage Steen Jensen