At alle gudstjenester er aflyst til og med den 3. januar finder et samlet menighedsråd og jeg fornuftigt.
Men det er selvfølgelig virkelig ærgerligt, at forholdene er sådan.
Jeg vil derfor gerne her fra Tårup-portalen ønske alle en glædelig jul i hjemmene og et velsignet nytår med lysere udsigter.
Her følger min prædiken til juleaften, som måske burde korrigeres lidt, men sådan her skulle den have lydt:

Venlig hilsen
André

Juleprædiken
Som jeg sagde til børnene fra skolen i fredags, så er der vist ingen tvivl om, at denne jul er en af de mest mærkelige, man i kirken har oplevet siden Jesu fødsel. Vi skal vist tænke på slagmarken mellem Tyskland og Frankrig i 1. verdenskrig, hvor man pludselig juleaften aftalte en kort våbenhvile, så julefreden kunne sænke sig, og måske opleves en sidste gang, for krigen fortsatte jo bagefter. Og lige præcis ordet krig var jo også det, den franske præsident brugte om menneskehedens kamp mod Corona. Men jeg tror faktisk ikke, man tidligere i historien, hverken under krig, pest eller kolera har set kirkerne halvtomme i julen før nu. Men vi, som er her, kan dog trods alt glæde os over, at kirken stadig er her og ikke er helt lukket, selv om det i den undtagelsesagtige tilstand, vi lever i med Corona, havde været acceptabelt, om så kirken skulle lukke en kort periode, som det skete i påsken.

Men nu hvor vi er her i dag, er der en vigtig side ved juleevangeliet, som jeg gerne vil fremhæve. For i sidste uge var der en virus-forsker fra Århus, en såkaldt virolog, der sagde den her tankevækkende sætning: ”Vi er jo ikke beskyttet af Vorherre, bare fordi vi er i kirke!”

På den ene side er det selvfølgelig helt rigtigt, at virus ikke opfører sig mere tilbageholdende og mindre smitsomt i et kirkerum i forhold til ethvert andet sted, og jeg synes heller ikke, der er åbenlys belæg for, at det er en god ide at gå i kirke, når alle borgere i samfundet er mere eller mindre truede af at blive smittede. Vi går jo netop heller ikke i biografen eller fitnesscenter i disse dage, eller knuser hinanden og giver hånd, og selv om jeg i forhold til virologen vil fastholde, at Gud i en vis forstand altid beskytter os, uanset hvor vi er, så går jeg jo heller ikke over for rødt, ud foran en bil eller hopper ud fra en klippe i den tro, at Vorherre vil redde mig.

Vi har fået vores fornuft og tænkeevne, ja nogle vil ligefrem sige en guddommelig fornuft, skabte i Guds billede som det hedder, og med den har vi en pligt til at opføre os hensigtsmæssigt og optræde på en hensynsfuld måde. Det skylder vi os selv og andre. Jesus sprang jo heller ikke ud fra templets tinde, da djævelen ville friste ham, eller prøve ham af, selv om vi, når vi hører om, at han kunne gå på vandet og helbrede de syge – da må vi tænke os, at dog netop han som Guds søn ville have kunnet springe ud, mens vi hver især bør lade være at prøve.

Så den kristne tanke, at Gud er med os, at han har omsorg for os, og det er jo det, der bliver sagt, når det hedder, at om end to spurve sælges for en skilling, så falder ikke en fugl til jorden uden at Gud er med den, så hvor meget mere gælder det ikke os, hvor alle hovedhår er talt, os, som er købt dyrt, som der står, den tanke kommer også til udtryk i juleevangeliet, når vi hører om barnets fødsel. Men det budskab, den tanke eller tro skal selvfølgelig ikke få os til at mene, vi kan trodse naturlovene eller gøre hvad som helst uden at der skulle være konsekvenser – det ville være en forfærdelig fejltagelse.

Men Guds omsorg for os gælder alligevel. På en af de første sider i biblen siger Gud: ”Det er ikke godt for mennesket at være alene.” Og følelsen af ensomhed, som man særlig kan komme til at mærke her i juletiden, hvor man let kan få indtryk af, at alle andre mennesker har nogle at være sammen med, og at de har det hyggeligt sammen, den følelse eller oplevelse af virkeligheden er helt sikkert tung for mange, men julens budskab om Frelserens fødsel er netop sagt til enhver af os, for at vi skal turde tro på, at Gud aldrig vil lade os helt alene og svigte os, om så vi skulle opleve at ligge isoleret på hospitalets covid-19-afsnit og ikke måtte få tæt kontakt til vores nærmeste, så vil Gud være hos os og med os. Ikke en fugl falder til jorden og ikke én af os skal være uden Gud.

Det budskab er virkelig, synes jeg, hvad man netop kalder julens glade bud, og om vi føler ensomhed eller er i den situation, hvor vi kan glæde os over at kunne være sammen med nogen, vi holder af, så skinner nådens lys altid over menneskene, og intet mørke kan holde Guds lys ude.

Jeg hørte forleden en forsker sige, at med vaccinen inden for rækkevidde, er det som der tændes et lys i mørket, og jeg synes, det er fint at bruge sådan en metafor, som vi kender så godt fra adskillige steder i biblen. Så lad os glæde os over alle de små og større lyspunkter, vi kan finde, vi har god brug for dem, tænker jeg, og lad os i vores stille sind takke Gud for hans omsorg og kærlighed. Vi kan ikke give så meget tilbage, ja vi har ikke engang, som vi plejer, mulighed for at synge lovsange men må nøjes med orgelets klang og kirkesangerens fine røst sammen med vores egen stille stemme. Men lovsangen og en sprudlende livsudfoldelse vil vende tilbage, det er jeg overbevist om, for Gud er med os - nu og altid.
Amen.

o0o