Den 26. juni 2020:
Tårupportalen fik en invitation til sammen med Inger Mechlenburg at komme indenfor i den gamle købmandsgård i Frørup, for at se hvordan den har forandret sig - gennem en omfattende renovering fra butik til bolig.
Det blev til et meget spændende besøg hos Camilla, Frederik og deres to børn, som vi her gerne deler - i tekst og billeder - med Tårupportalens læsere.
En fortælling om den renoverede købmandsgård i Frørup - når man ikke køber så dyrt, har man muligheden for at være sammen med sine børn om eftermiddagen.
De fleste folk i Frørup og Tårupområdet kan huske, da der var købmandsbutik i Frørup, ejet af Edel og Erik. Efter den lukkede, blev købmandsgården købt af Camilla og Frederik i 2014. De havde solgt deres lejlighed i København, og var på udkig efter en bolig, som de kunne renovere og bo i. Camilla og Frederik havde forinden set mange programmer om at renovere boliger, og de kommer begge fra håndværker-familier, som har erfaring med at renovere boliger. Så de følte sig rimelig godt klædt på til opgaven.
Hvorfra kom lysten og energien til at kaste sig ud i så omfattende et projekt
Camilla og Frederik var drevet af en grundtanke om, at de ville købe bolig et sted, hvor deres penge ville række langt, således de kunne have et tilstrækkelig økonomisk råderum til ikke at behøve arbejde begge to. De havde netop fået deres andet barn, og de ville ud af ”hamsterhjul-tilværelsen”. Denne grund-ide med at få deres opsparing til at række langt, har de praktiseret gennem hele renoveringen af købmandsgården. De har genbrugt alle døre i boligen, genbrugt reoler fra butikken, og de kørte til Silkeborg og købte en gammel købmandsdisk, som de kunne genbruge i deres nye køkken.
Er det tilfældigt, at det blev i Frørup, I købte hus
Lidt tilfældigt var det, da parret i begyndelsen kiggede på huse i Svendborg. De kunne dog hurtigt konstatere, at de ville få mere bolig for deres opsparing ved at købe bolig i en landsby. Derudover var de optagede af at finde en bolig med sjæl. De var ikke interesserede i at købe en mere almindelig villa. De opfatter renoveringsprocessen som at have en legeplads, hvor de kan udfolde sig. Camilla er god til at planlægge, male og indrette, og Frederik er god til at udføre det håndværksmæssige arbejde, og begge synes, det er sjovt at skabe noget nyt den eksisterende bygning. De tror heller ikke, at de nogen sinde bliver færdige med at renovere, for de får jævnligt nye ideer, som de vil føre ud i livet.
Processen har også i perioder været hård, hvor de har været igennem hele følelsesregistret, og Camilla beskriver, at hun kunne få en følelse af fortabthed i perioder, hvor der ikke var nogle af rummene, der var færdige. Men på den anden side af processen, glemmer man hurtigt problemerne, og de har stadigvæk lysten til at renovere videre på deres købmandsgård, som de har mange planer for. I foråret fik de indrettet have, og næste projekt er taget på den del af boligen, som tidligere var butik.
Hvordan opleves det at være tilflytter til Frørup
Inden parret så på hus i Frørup havde de læst på Taarupportalen, at der skete meget i lokalområdet. De havde læst om en svampetur, at der var juletræsfest i forsamlingshuset, og at der var en landsbypedel. Tilsammen tydede det på, at det var et lokalområde med sammenhold, og at der var åbne arrangementer, så man som tilflytter har mulighed for at blive en del af fællesskabet. Det har familien også fået bekræftet. De fremhæver, at der er mange børnefamilier i byen, at man hilser på naboerne, og de sætter pris på følelsen af, at folk er tætte med hinanden. Camilla og Frederik har fået et stærkt netværk i byen med madklub, fester i forsamlingshuset og uformelle aftaler. De har også selv engageret sig i børnehavens bestyrelse og i arbejdet med at lave en udviklingsplan for Frørup. Dette arbejde handler bl.a. om, hvad landsbyen kan gøre for at tiltrække tilflyttere, gerne børnefamilier.
Om familien
Frederik arbejder som ejendomsinspektør, og Camilla har valgt at være hjemmegående for at have tid til familien. Tidligere arbejdede hun som børnehaveklasseleder på Hesselager skole. Familien har to børn og en hund.
Selve boligen er på 356 m2 og derudover har de 150 m2 værksted.
© foto Steen Jensen - Tekst Inger Mechlenburg