Tårupportalen

Følg Tårupportalen på din SmartPhone:

Start din browser og skriv taarupportalen.dk i adressefeltet

Tryk på de tre små blå linjer øverst til venstre på din SmartPhone og  menuen åbnes.

Vælg herefter hvad du vil se...

Mobilmenu:

Vælg menupunkt - eller pil ud for punktet for at vælge menupunkt i undermenu.

Billeder, historier og informationer om liv og muligheder i landsbyerne Tårup og Frørup på Østfyn

Velkommen til Tårupportalen

Klik på de tre blå linjer for at se menuen

Billeder, historier og informationer om liv og muligheder i landsbyerne Tårup og Frørup på Østfyn

I Tårup har vi en topmoderne landsdækkende, veldrevet og familiejet vognmandsforretning, med efterhånden en del år på bagen. Tårupportalen har været på besøg hos brødrene Niels (52) og Jørgen Matthiesen (49) i Tårup for at høre om, hvordan det er at drive vognmandsforretning i en lille landsby som Tårup. 

Tårup Vognmandsforretning ApS 2019

Medarbejderstaben og lastbilerne i Tårup Vognmandsforretning Aps 2019

Indledningsvis besøgte Tårupportalen også brødrenes mor Ingrid Ulskov Matthiesen, der også bor i Tårup, for at få hele vognmandshistorien fortalt fra sin begyndelse. En flot historie, som vi her deler med Tårupportalens læsere.

Hvornår og hvordan opstod tanken, at I to sammen skulle drive vognmandsforretningen videre efter jeres far?

Det har vil ligget i kortene hele tiden, at det var en mulighed - men som deres far fornuftigt nok sagde til de to sønner: I skal ikke gøre det for min skyld.
Niels der er den ældste, var allerede i 1985 som 19-årig med som chauffør i vognmandsforretningen. Jørgen der er 3 år yngre, ville efter en fornøjelig soldatertid gerne uddannes som revisor og begyndte at søge læreplads som dette. Men opgaverne voksede støt i vognmandsforretningen - bær- og roetransporterne trængte sig på, så Jørgen nåede ikke at møde op til ansættelsessamtalen hos revisoren, men gik i 1990 også med i virksomheden som chauffør.

Ret tidligt fik de to sønner frie hænder til at tilrettelægge deres del af transportopgaverne og deres far blandede sig ikke i dette, medmindre der ikke var penge med hjem for opgaverne! I så fald kunne der godt lyde lidt ukvemsord for dette og de blev sendt af sted igen for at udrede trådene og inkassere beløbet.

Niels og Jørgen Matthiesen

Havde I fra starten for 15 år siden en plan for hvordan vognmandsforretningen skulle udvikle sig?

De to sønner havde ikke en fastlagt plan for, hvordan det hele skulle udvikle sig, udover at vognmandsforretningen ikke skulle vokse sig større end at de hele tiden kunne overskue den. Samtidig ønskede de også fortsat at bevare  transportopgaverne for landbruget som den væsentligste del af forretningen. Denne del udgør fortsat 95% af de transportopgaver de løser.

Hvad er det I typisk kører med? og hvorfor netop disse opgaver? Er det både indenlands og udenlands? - Er der nogen former for transportopgaver I har valgt fra?

I dag er lastbilerne meget specialiserede og det betyder at de for det meste kun kan anvendes til det de er beregnet til. Derfor koncentrerer Niels og Jørgen sig om transport af grise og søer fra landmanden til slagteriet, og af transport med korn, foderstoffer, træpiller og grus og sten. Stort set alle opgaver løses indenlands.

På et tidspunkt prøvede de også at gå ind i distribution af dagligvarer fra producent til butikker, men ønskede ikke at fortsætte med dette, da de ikke fandt dette foreneligt med deres hovedopgaver. Som deres transportopgaver ligger nu, opsøger de ikke nye forretningsområder.

Jørgen Matthiesen

Brødrene transporterer grise for Danish Crown og SPF-Danmark fra landmændene til slagterierne i Horsens, Blans og Ringsted. De har al transport af søer på Sjælland, Lolland-Falster og det halve af Fyn til slagteriet i Skærbæk.
For Brødrene Ewers A/S i Sønderborg og Hauge Korn A/S i Haderslev køres der korn, foderstoffer og træpiller ud i hele landet. 
Dertil kommer levering af grus og sten i lokalområdet.

Hvad lægger I vægt på i samarbejdet med kunderne? Hvad kan man regne med som kunde hos jer?

For brødrene er en aftale en aftale og det kan man regne med. De sætter en dyd i at opfylde de leveringsaftaler de har indgået til tiden. Det være sig både transporter med de levende dyr, foderstoffer og brændsel.
Når de henter grise og søer hos landmændene er det altid efter aftalte tidspunkter, som det er vigtigt at alle parter overholder. Forskellig lovgivning betyder at grisene højst må befinde sig på lastbilen i 8 timer.

På samme måde er det vigtigt at transporterne med foderstoffer og brændsel når frem til de tidspunkter hvor det skal anvendes. Niels og Jørgen har en del transporter til institutioner og virksomheder med f.eks. træpiller til opvarmning.

Hvordan fordeler i opgaverne imellem jer? og hvorfor har I valgt det sådan?

Niels står for transportopgaverne omkring korn, foderstoffer og træpiller. Niels har to lastbiltræk til rådighed plus at han også beskæftiger en vognmand på vestfyn med et fuldt lastvognstræk.
Jørgen står for transport af grise og søer, samt studenterkørslen med deres gamle Mercedes-Benz model 312.  Herudover varetager Jørgen også regnskab, fakturering og bogføring, samt planlægningen af kørslen med grise og søer.

Køre- og hviletidsreglerne og reglerne for transport af dyr giver mange udfordringer i planlægningen af transportopgaverne og chaufførernes arbejdstid.  På grisetransporterne er hver lastbiltræk tilknyttet to chauffører de afløser hinanden således at bilerne kører stort set døgnt rundt. I kritiske situationer ved f.eks. forsinkelser kan reglerne betyde at en ny chauffør skal køres frem til lastbilen, fordi lastbilens chauffør ikke må køre længere. Overtrædelser straffes med store bøder.

Transporten af korn, foderstoffer og træpiller, der ikke har reglerne om transport af dyr over sig, er nemmere og mere fleksibel at tilrettelægge.

De arbejder begge to godt og vel fuldtids i virksomheden og deltager selv som chauffører på transporterne. Fordelingen bygger på den tradition, der har været i vognmandsforretningen.

Transportplanlægning

Tænker I at der er forskel på at drive en vognmandsforretning i en lille landsby som Tårup end f. eks i en større by?

I dag hvor planlægningen og bestillingen af transportopgaverne er mere digitaliseret og dækker hele landet, vil der ikke være den store forskel på, hvor udgangspunktet er. Tidligere var der nok en større lokal forankring og tankegang i en vognmandsforretning som vores.

For Niels der ofte kører ude i landet i op til en uge ad gangen, kan den manglende kontakt til det lokale godt være et savn.

Niels Matthiesen

Hvor mange lastbiler kører I med i øjeblikket? Hvor mange chauffører har I ansat?

Tårup Vognmandsforretning ApS råder over 5 lastbiltræk og en gammel veteranlastbil der anvendes til studenterkørsel.
Vi har også fuldtidsbeskæftiget et lastbiltræk hos Tanderup Vognmandsforretning på Vestfyn som underleverandør.

Vi er ialt 8½ chauffører fuldtidsbeskæftiget.

Hvad lægger I vægt på når I ansætter nye chauffører?

Heldigvis er det ikke så ofte vi søger efter en ny chauffør. Dem vi har er vi glade for og de bliver gerne hos os i mange år. Men det er blevet svært at skaffe en ny god chauffør. Før i tiden handlede det mest om at de kunne styre en lastbil. Det gør det stadigvæk, men det vigtige er også at de har en lyst til og en erfaring med at arbejde med dyr. Chaufføren har en vigtig rolle når dyrene læsses hos landmanden i at være med til at sikre, at der ikke kommer syge eller halte grise med på bilen. Overtrædelser af dette er pålagt med store bøder.

Chaufførerne skal have erhvervet et kompetancebevis gennem AMUs grundudannelser i transport af dyr inden de må sidde ved rattet. Der er også særlige forhold omkring transport af GMO  i forbindelse med foder transporter. (gen modificerede organismer)

Er I altid enige om hvordan forretningen skal drives?

Vi arbejder godt sammen, vi har hver sit område og er der noget vi begge skal være fælles om at beslutte, tager vi det lige over telefonen. Uenighed kender vi ikke rigtig noget til. Måske var der nogen der mente dengang vi overtog forretningen, at det ville da aldrig gå godt, men de fik så ikke ret. 

 tv19 09

Hvad mener I om trafiksituationen herhjemme? giver den jer udfordringer i forretningen? 

Særlig kørslen på de danske motorveje er en stor udfordring for vognmandsforretningen. Forsinkelser på grund af uheld på motorvejen giver ofte problemer for dyretransporterne, fordi dyrene højest må være 8 timer på bilen. Et utilsigtet stop på motorvejen giver et indhug i råderummet og betyder at det kan være vanskeligt at nå frem til slagteriet indenfor tidsrammen - og der sker uheld på motorvejen næsten hver dag. Strækningen over Fyn og helt ned til Haderslev er særlig belastende. 

Jørgen Matthiesen

De mest udfordrende oplevelser I har haft?

 I 2018 var vognmandsforretningen udsat for to større ulykker med deres lastbiler, heldigvis uden personskade. Det har klart berørt Niels og Jørgen og de er sammen med deres chauffører fokuserede på, hvad man kan lære af de to situationer for undgå at det sker igen.

Hvordan tænker I at vognmandsforretningen kommer til at udvikle sig i de kommende år?  - har vi stadigvæk en vognmandsforretning i Tårup om 10 år?

Tårup Vognmandsforretning skal ikke være større end den er nu. Hvis den voksede sig større, vil de ikke selv kunne klare kontorfunktionerne og der skulle ansættes medarbejdere hertil og virksomheden ville blive sværere at overskue. Brødrene er meget godt tilfredse med niveauet, som det er nu.

De mange nye regler og kontroller der findes på området besværliggør arbejdet, og de synes begge to, at det er mere kompliceret at drive vognmandforretning idag, end det var de første fem år. 

Men at Tårup Vognmandsforretning ApS også er der om ti år, det er brødrene meget enige om - og tak for det.

Hvis vi spurgte jeres mor - som var med til at grundlægge vognmandsforretningen for mange år siden - om hvordan hun mener I skal drive forretningen - hvad tror I hun ville sige om det?

Efter nogen betænkningstid svarer brødrene. Vores mor vil nok sige vi skal fortsætte på samme måde som vi er begyndt, med de opgaver vi er bedst til - og ikke gøre forretningen større end vi kan overskue den.

Fakta om Tårup Vognmandsforretning ApS:

- transporterer 300.000 grise, 50.000 søer og 75.000 tons gods om året.
Læs mere om Tårup Vognmandsforretning ApS på www.taarupvogn.dk

Tårup Vognmandsforretning ApS -  2019

oOo

Men lad os lige vende tilbage til begyndelsen af historien om Tårup Vognmandsforretning...

Før besøget hos brødrene, havde Tårupportalen også været indenom hos brødrenes mor - Ingrid Matthiesen, der bor i Tårup - for at få fat i historien om Tårup Vognmandsforretning - dengang  under navnet Vognmand Kurt Matthiesen - fra begyndelsen af.
Over en hyggelig kop kaffe og hjemmebagt brunsviger fortalte Ingrid hele historien, som hun husker det.

Ingrid Matthiesen, Tårup

Hvordan gik det til, at Tårup Vognmandsforretning, der blev grundlagt af Carl og Helga Matthisen i Tårup i 50erne, blev solgt til brødrenes forældre Ingrid og Kurt Matthiesen i 1972?

Ingrid og Kurt drev dengang en mindre landejendom i Ørsbjerg på Vestfyn. Spørgsmålet var da, om de skulle udvide med ny grisestald og hellige sig landbruget. Men Kurt ville gerne prøve noget andet og hans forældre havde overtaget Larsens vognmandsforretning i Ullerslev og kunne godt bruge en chauffør mere, oog i 1969 tog Kurt stort kørekort til lastbil og blev ansat hos sin far. Kurt fik snart smag for vognmandsfaget og ville nu gerne være selvstændig, og var i 1972 på udkig efter muligheder herfor. 

Kurt Matthiesen

I Tårup var der snak om en vognmand, der ville sælge sin forretning og Kurt var interesseret. Vognmanden var Carl Matthiesen i Brandgaden i Tårup, der havde drevet vognmandsforretning siden 1943.

Carl Matthiesen - Tårup Vognmandsforretning

Tårup Vognmandsforretning i Brandgaden 1959

Carl Matthiesen havde tre lastbiler på det tidspunkt, to med plader på og en gammel, der stod bagest i garagen uden plader. Carl Matthiesen havde flere slags transportopgaver: Grisetransporter, kommunekørsel og Albanidepot. Carl var slidt op og kommunekørslen dårligt betalt og det var nok grunden til at han ville sælge forretningen. Albanidepotet var han glad for og det fik ikke lov at komme med i handlen. Tværtimod tog Carl det med, da de solgte til Ingrid og Kurt, og flyttede til Vormark.

Den første lastbil

Ingrid og Kurt var ganske unge og havde et vældigt gåpåmod. Deres tre børn - Annette (9 år), Niels (6 år) og Jørgen (3 år), var optaget af alt det nye - Annette var dog ikke så begejstret for at skulle skifte skole fra Ullerslev til Frørup - jeg finder aldrig derop - men det gik nu alligevel.

Familien Matthiesen

Anette blev aldrig særlig interesseret i lastbilerne i modsætning til hendes to brødre. Det første stykke tid boede familien i campingvogn, da de ikke kunne flytte ind i deres hus, fordi  Helga og Carl ikke kunne flytte ind i deres nye hus med det samme. Senere blev campingvognen stillet op på campingpladsen ved Kongshøj strand.

Brødrene tager en ny Leyland i besigtigelse

Niels og Jørgens interesse for lastbilerne var ikke til at tage fejl af...

Familien blev ellers taget godt imod i Tårup og vognmandsforretningen tog fart. Der blev udskiftet lastbiler og maskineri til læsning af grise og roer. Som vognmandskone havde Ingrid også rigeligt at se til udover at tage sig af deres tre børn. Ingrid stod for regnskab, passede telefon, lavede mad og smurte madpakker til familien og de to chauffører de havde boende hos dem.

Tårup Vognmandsforretning

Tårup Vognmandsforretning i Brandgaden 1985

 Efterhånden blev der tilkøbt forskellige griseture - den første fra Heden - og Tårup Vognmandsforretning voksede sig større. Der blev kørt grise til Fåborg, Svendborg og Odense fra mange landbrug på Fyn og øerne. Der blev kørt alle slags bær i sæsonen fra Jylland, Østfyn og Tåsinge, for Fyns bærdyrkerforening og Ørbæk Most. Og der blev kørt læssevis af roer til Assens og "Findlandsroer" til havnekajen i Nyborg.

Læsning af roer

Roe-træk

Indimellem var der meget travlt og Ingrid måtte med på lastbilerne for at hjælpe til med at læsse grise hos landmændene, mange gange tidligt om morgenen og inden at det blev lyst. I starten blev grisene læsset helt med håndkraft. Senere fik de noget man kaldte for "badekarret" til læsse grisene med - det lettede arbejdet noget. Senere igen fik de forskellige andre typer mekaniske lifte til hjælp i arbejdet.

Læsning af grise

Ingrid var snart så meget med på turene, at hun selv ville have stort kørekort til lastbil - det fik hun i 1980 - eneste pige på holdet - og fungerede herefter som chauffør i vognmandsforretningen. Ikke mange børn i Frørup skole, der havde en mor der var lastbilschauffør.
Ingrid fik overdraget den gamle røde DAF med den usynkroniserede gearkasse, som krævede dobbelt udkobling, når man skulle skifte op i gear - og dobbelt udkobling og mellemgas, når man skulle geare ned. Det blev til mange ture for Ingrid med DAF lastbilen bl.a. for Mogens Petersen i Nyborg.

DAF med dobbelt udkopling


Det betød så også at Ingrid ikke længere kunne passe telefonen derhjemme. Kurt anskaffede sig derfor en af de første mobiltelefoner der fandtes - en rigtig smart og godt 10 kg. tung sag til 28.000 kr. 
Kurt kunne nu tage imod kørselsbestillinger mens han var på tur. Men regnskabet og madlavningen ventede stadigvæk på Ingrid når hun kom hjem.

mobil telefon

 

Ingrid og Kurt fandt også tid til at engagere sig i landsbylivet og de aktiviteter der foregik her. Det var meget sporten der trak - håndbold og batminton. Kurt var også med i bestyrelsen for Tårup vandværk i mange år. Ingrid var lidt af en skuespiller, så det var den lokale dilettant der havde hendes interesse. Ingrid var med i ti års dilettantforestillinger i Tårup Forsamlingshus.

Ingrid i den farende svend

Ingrid Matthiesen i "Den farende svend" 1981 i Tårup Forsamlingshus

Den 8. september 2003 overdrog Ingrid og Kurt deres vognmandsforretning til sønnerne Niels og Jørgen. Kurt blev alvorligt syg og døde i april 2006. Ingrid yder stadigvæk lidt service for sønnerne, hun sætter regnskabsbilag i system - flytter en chauffør i ny og næ og er en hjælpsom og travl farmor og mormor. Ingrid har også bevaret sit aktive engagement i landsbylivet.

På et spørgsmål om hvordan Ingrid ville råde sine to sønner om vognmandsforretningen, kom svaret promte (som altid): De skal fortsætte som de er begyndt - de skal følge med tiden og huske at bruge deres sunde fornuft.

oOo

Tårupportalen takker for et spændende indblik i en flot virksomhedshistorie i vor lille landsby.

Hent hele artiklen som pdf.

© foto Sylvest Jensen, Stjernefoto-Kværndrup, Familie-albummet, Steen Jensen
Interview Steen Jensen

Kommende arrangementer

  • Stor landsbyfest for Dannebrog i Tårup

    Stor landsbyfest for Dannebrog i Tårup

    Lørdag den 15. juni er det 800 år siden Dannebrog faldt ned fra himlen som myten beretter. Det fejrer vi i Tårup på dagen, med en stor fælles fest for landsbyens beboere i Tårup Forsamlingshus. Læs mere
  • 1

Nyheder

  • 1

kiknyt

Steder i Tårup og Frørup

Andre sider om Tårup

Gamle matrikelkort fra Tårup

Hent kort

1810-1851

Hent kort

1851-1877

Hent kort

1877-1955

Hent kort

1955-1980

Virksomheder i Tårup og Frørup

  • 1