Tårupportalen

Følg Tårupportalen på din SmartPhone:

Start din browser og skriv taarupportalen.dk i adressefeltet

Tryk på de tre små blå linjer øverst til venstre på din SmartPhone og  menuen åbnes.

Vælg herefter hvad du vil se...

Mobilmenu:

Vælg menupunkt eller pil ud for punktet for at vælge menupunkt i undermenu.

Billeder, historier og informationer om liv og muligheder i landsbyerne Tårup og Frørup på Østfyn

Anne Pedersen har tegnet siden hun var barn - og det er hun fortsat med og har gjort til sin levevej. Anne både tegner og fortæller historierne i de mange børnebilledbøger hun har udgivet, og tegner indimellem også for andre.

Tårupportalen har sammen med Inger Mechlenburg netop været på besøg hos Anne i Frørup, for at høre tegneren selv fortælle om sit arbejde.

Illustrator Anne Pedersen

Vejen til at blive tegner

Anne fortæller, at hun altid har tegnet. Som barn sagde hendes kammerater, at ”du ved godt, hvad du skal lave, når du bliver voksen”, fordi de var så vant til, at hun tegnede meget. Selv var hun ikke helt sikker på, at hun skulle være tegner, og hun var bl.a. i praktik som dekoratør. Men efter Handelsskolen tog Anne en del tegnekurser og søgte derefter ind på Designskolen Kolding. Det var en 3-dages optagelsesprøve, og Anne bestod og gik i gang med den 5-årige uddannelse. Herefter har hun ikke været i tvivl om, at hun skulle være tegner. Kort tid efter hun havde afsluttet sin uddannelse, færdiggjorde hun et billedbogsprojekt "Hr. Flugt" fra studietiden i samarbejde med Agertoft forlag. For denne debutbog vandt Anne Kulturministeriets Illustratorpris, og derefter kunne hun se, at der var potentiale i at tegne og skrive børnebøger.

Illustrator Anne Pedersen

Fra ide til færdig bog

Anne fortæller, at hun kan gå længe og tænke over en ide til en bog, men det kan også være en ide, der starter med et sjovt ord, hendes yngste barn finder på. Ligeledes er det meget forskelligt, om en bog starter med en historie eller med tegningerne. Når hun har fået en ide, laver hun nogle skitser og diskuterer ide og skitser med sin redaktør. Hvis redaktøren siger god for ideen, så kan selve bogprojektet starte. Det er et stort arbejde at tegne billederne, da Anne tegner alt i hånden. Når tegningen er er færdig, scanner hun den ind. Her arbejder hun med den i forskellige programmer, hvor hun bl.a. farvelægger tegningerne. Det er meget tidsbesparende i forhold til tidligere, hvor hun også farvelagde i hånden. Derefter skal redaktøren igen have bogen til gennemsyn, og der kan komme smårettelser, men Anne opfatter det som en hjælp at have en redaktør, der korrigerer og foreslår rettelser.

Illustrator Anne Pedersen

Det er sjovt at tegne

Grundlæggende er det sjovt at tegne, også selv om det tager lang tid. Anne arbejder med forskellige arbejdsteknikker, hvor hun skifter mellem at tegne med tuschpen, pensel eller blyant. Selv om det tager tid at lære at beherske flere teknikker, så er det også mere spændende, fortæller Anne, og det giver flere muligheder for forskelligt udtryk, når man skifter mellem arbejdsteknikkerne. Når man ser på Annes bøger i en sammenhæng, er de forskellige i deres udtryk, men alligevel er der en tydelig og genkendelig streg.

Anne fortæller, at hun flere gange har oplevet, at der er en hårfin grænse mellem en virkelig god tegning og en dårlig tegning. Hvis tegningen er lavet hurtigt, fremstår den levende og spontan, men for at kunne tegne hurtigt, er man nødt til at beherske teknikken. Annes erfaring er, man skal beherske en teknik, inden man kan slippe sig løs og tegne.

Illustrator Anne Pedersen

Udgivelser

Anne har lavet børnebøger med en del tekst, som hendes seneste udgivelse ”Den farlige rejse”, og bøger med lidt tekst, hvor billederne næsten taler for sig selv, som i serien ”Find tyven, Snus!”. I Annes tegninger er der mange detaljer, og man kan fordybe sig i detaljerigdommen og opdage og more sig over ting, man ikke havde set første gang.
Annes bøger kan lånes på biblioteket eller købes på forlaget Klematis. Hvis man er interesseret i at købe et billede fra en af bøgerne, er det muligt ved henvendelse til Anne at købe et digital print lavet på kvalitetspapir.

Illustrator Anne Pedersen

Fra tegner Anne Pedersens børnebilledbog "Heksemutter og lille Svovlhat Sus!

Illustrator Anne Pedersen

Boganmeldelser

Generelt bliver børnebøger sjældent anmeldt i aviserne. Men når de gør, har anmeldelser en stor betydning for, om bibliotekerne køber bogen, samt om folk bliver opmærksomme på bogen. Anne nævner eksempler på nogle få børnebøger, der har blevet meget kendte med et stort salg til følge, for eksempel bogen ”Muldvarpen, der ville vide, hvem der havde lavet lort på dens hoved”

Andre opgaver

Anne arbejder også med at tegne til magasiner og fagblade samt med at logoer, for eksempel har hun for nyligt tegnet logo for Nyborg Biblioteks læsekampagne - https://www.nyborgbibliotek.dk/konkurrence

papa

Derudover tager hun ud på skoler og biblioteker og læser højt af sine bøger for skoleklasser.

Læs mere om Annes bøger på hjemmesiden www.annepedersen.dk 

© foto: Steen Jensen - interview: Inger Mechlenburg